Ejvind Holmgaard har 40 års jubilæum hos Uni-way A/S.
Fredag den 01.09.2017 kan Ejvind Holmgaard fejre 40 års jubilæum hos Uni-way A/S, 9220 Aalborg.
Efter endt læretid hos Volvo, som mekaniker og 9 måneders militærtjeneste, startede Ejvind hos Scan-way A/S den 01.09.1977. Ejvind – også kaldet ”MESTER” – har siden den tid haft ansvaret for lager – værksted og trailere i firmaet og har desuden også været medejer og bestyrelsesmedlem i en længere årrække.
For 25 år siden fusionerede Scan-way A/S og Uni-fragt A/S til det nuværende Uni-way A/S. Ejvind har gennem sit store engagement og utallige timer på værkstedet og på trucken, været stærkt medvirkende til den fremgang og position Uni-way A/S har på speditions- og transport markedet i dag.
Ejvind er en mand af ord – en aftale er en aftale, og han har derfor en stor tillid og respekt fra leverandører, vognmænd, chauffører og ikke mindst kollegaer. I sin sparsomme fritid har Ejvind altid været engageret hos Aalborg KFUM fodbold og desuden er han fast tilskuer sammen med Inger til Aalborg Håndbolds kampe.
Udover Inger, børn og børnebørn samt sporten, så er biler hans helt store interesse – specielt VOLVO – som efter hans mening er ”det eneste der dur”. Hans første bil – en Volvo 544 – er derfor også blevet gemt i alle årene og han er netop blevet færdig med en totalrenovering og en fremvisning af et fantastisk flot resultat, til et 40 års jubilæumstræf i Sverige.
Jubilæet markeres internt hos Uni-way A/S på dagen.