Ring på telefon: +45 96 30 17 00
Efter en sæson uden for rampelyset er AaB tilbage i 3F Superligaen. I interviewet med administrerende direktør, Michael Tuxen Boll, gør han det klart, at AaB er blandt de største brands i landsdelen, men det ændrer ikke på, at der i direktionen satses på en mere ydmyg tilgang til sponsorer og fans.

Det var passende, at interviewet med AaB’s nyansatte administrerende direktør, Michael Tuxen Boll, blev afholdt i kølvandet på et partnerarrangement i loungen på Aalborg Portland Park en tirsdag eftermiddag. Netop det kommercielle er ét af hovedtemaerne for interviewet.

Tuxen Boll blev ansat i AaB 1. marts 2024, og kom fra en stilling som kommerciel chef i 3F Superliga-klubben Viborg F.F. Det trekvarte år forud for ansættelsen har været udfordrende for AaB. Først med overgangen fra det tidligere ejer-setup til det nuværende tyske SSE22-ejerskab, nedrykning til NordicBet Ligaen (1. division) og en årrække med røde tal på bundlinjen – kulminerende i 2023 med et underskud på 34,4 mio. kroner før skat.

I maj kunne AaB ånde lettet op og sikre sig en pointmæssig sikker oprykning til landets bedste række sammen med Sønderjyske Fodbold, og dermed er de firedobbelte danske mestre klar til sin 34. Superliga-sæson.

En ydmyg tilgang til partnerne

Uni-way A/S er Nordkraften Partner i AaB, og foruden fire billetter til hver hjemmekamp, vil der være månedsvise netværksmøder. F.eks. har Uni-way A/S været med til et fodboldgolf-arrangement i AaB-regi. Michael Tuxen Boll fortæller, at andre partnergrupper får tilbud om kulturarrangementer, eller fodboldrejser, hvis der er tale om de større partnere.

På hospitalitydelen har AaB over 1.000 spisende gæster i loungerne på A. Enggaard-tribuen, og partneroplevelsen forventes at få et løft, når man om to uger gør comeback i 3F Superligaen. Det handler hele tiden om at optimere oplevelsen, eksempelvis på cateringdelen m.v.

Lige så vigtigt er det at løfte oplevelsen for tilskuerne på de øvrige tribuner, Vest-, Complea-, og 3F-tribunen. Det kan helt lavpraktisk være at minimere kødannelser i boderne og på den måde give infrastrukturen et løft, og fanzonearrangmenterne er et eksempel herpå. I den forbindelse fortæller Michael, at der i årene før hans ansættelse blev gjort et stort stykke arbejde for at optimere fanoplevelsen på kampdage.

»Jeg er vildt beæret over, at folk faktisk har valgt at støtte yderligere op, så jeg vil ikke sige, at det er en trodsreaktion. Jeg vil næsten hellere kalde det en kærlighedserklæring  – et udtryk om en voldsom passion for klubben og brandet. Det forpligter bare, og vi skal, som jeg tidligere har nævnt, være ydmyge og gøre os fortjent til at få folk med på rejsen. Der er en grund til, at jeg og mine kollegaer bruger mange timer dagligt på at få AaB i den rigtige retning.«

AaB-direktør, Michael Tuxen Boll, om opbakningen i NordicBet Ligaen

Hvad tilgangen til samarbejdspartnere konkret bliver, kan Michael endnu ikke løfte sløret for, men når det kommer til go to-market-strategien – altså hvordan man som organisation når ud til sponsorerne – har han en tydelig filosofi:

”Vi har retænkt i forhold til tilgangen, og det bliver en langt mere – det er i hvert fald tanken – en langt mere ydmyg og imødekommende måde at gå til markedet på. Ikke mindst at man som partner kan få lov til at vælge lidt mere, fremfor at bare have noget, der er dikteret i en partnerpakke,” udtaler Michael Tuxen Boll.

Det er en filosofi, der ligger Michael meget på sinde. I artikler til hhv. AaB’s hjemmeside og Nordjyske Mediers erhversmagasin, Vigeur, taler han om at redefinere, hvordan man som partner eller fan anskuer det store brand, som AaB er i Nordjylland – krisetider eller ej.

Hvad tilgangen til samarbejdspartnere konkret bliver, kan Michael endnu ikke løfte sløret for, men når det kommer til go to-market-strategien – altså hvordan man som organisation når ud til sponsorerne – har han en tydelig filosofi:

”Vi har retænkt i forhold til tilgangen, og det bliver en langt mere – det er i hvert fald tanken – en langt mere ydmyg og imødekommende måde at gå til markedet på. Ikke mindst at man som partner kan få lov til at vælge lidt mere, fremfor at bare have noget, der er dikteret i en partnerpakke,” udtaler Michael Tuxen Boll.

Det er en filosofi, der ligger Michael meget på sinde. I artikler til hhv. AaB’s hjemmeside og Nordjyske Mediers erhvervsmagasin, Vigeur, taler han om at redefinere, hvordan man som partner eller fan anskuer det store brand, som AaB er i Nordjylland – krisetider eller ej.

I en artikel på AaB’s officielle kanaler omtaler Michael en ekstern brandundersøgelse omkring omtalen af klubben for 2023. Trods et halvt år i landets næstbedste række var interessen fortsat på uformindsket styrke sammenlignet med andre nordjyske virksomheders branding. Det er der stor stolthed omkring internt i klubben, men Michael gør det dog klart, at AaB i højere grad skal gøre sig fortjent til partnernes opbakning. ”Intet skal tages for givet” synes at være nøglesætningen for opbygningen af en ny selvforståelse.

De kommercielle indtægter faldt i regnskabsåret 2023. Der er ganske enkelt en anden eksponering i NordicBet Ligaen, hvorfor der har været en naturlig korrigering af partnerskaberne. Der er klar ambition om at optimere på B2B-delen, og de første skridt er allerede taget, bl.a. med forlængelser opgraderinger af samarbejdsaftalerne toppartnerne Spar Nord Fonden og 3F.

En kærlighedserklæring fra fansene

Det er ikke for ingenting, når Michael Tuxen Boll taler om massiv opbakning. Til trods for, at modstanderne i den netop overståede sæson – med al respekt – hed Hillerød Fodbold Næstved Boldklub og Kolding IF, så var opbakningen fra sæsonstarten 2023/24 uforlignelig. AaB meldte allerede i august ud, at flere end 5.000 fans havde tegnet sæsonkort- eller billetabonnement til hjemmekampene. De tal synes allerede – ultimo juni  – at blive overgået forud for 2024/25-sæsonen.

I den forgangne sæson har AaB på hjemmebane haft et tilskuergennemsnit på 7.427, og set over hele sæsonen har tilsammen 118.835 tilskuere været igennem tælleapparaterne på Aalborg Portland Park, ifølge statistiksitet SuperStats.

Skribenten kaldte i oplægget til interviewet opbakningen for en ‘trodsreaktion’, som en reference for at fansene rykker tættere sammen i bussen i modvind, men ordvalget køber Michael ikke helt entydigt ind på. Han anskuer det i stedet således:

“Jeg er vildt beæret over, at folk faktisk har valgt at støtte yderligere op, så jeg vil ikke sige, at det er en trodsreaktion. Jeg vil næsten hellere kalde det en kærlighedserklæring  – et udtryk om en voldsom passion for klubben og brandet. Det forpligter bare, og vi skal, som jeg tidligere har nævnt, være ydmyge og gøre os fortjent til at få folk med på rejsen. Der er en grund til, at jeg og mine kollegaer bruger mange timer dagligt på at få AaB i den rigtige retning,” udtaler Michael Tuxen Boll.

Skal landsdelssloganet revurderes?

I mere end et årti har AaB kørt med ”Hele Nordjyllands Hold” som en brandstrategi omhandlende talentudvikling og en fokus på de mere end 100 nordjyske samarbejdsklubber. Der er løbet meget vand i åen siden det regionale motto blev søsat, for i hver sin ende af landsdelen har både Vendsyssel FF og Hobro IK haft sportslig fremgang med hhv. en og fem sæsoner i Superligaen siden 2014.

Michael Tuxen Boll erkender, at hensigten og forståelsen af ”Hele Nordjyllands Hold” er blevet drejet henover årene, hvorfor man måske skal se på at redefinere begrebet. Den fremmeste opgave for direktionen og ejerskabet er balancegangen mellem at skabe en bæredygtig økonomi, samtidig med at sikre et konkurrencedygtigt sportsligt setup. Der er en stor jævnbyrdighed. I de seneste to sæsoner har tendensen været med hhv. AaB og senest OB, at et stort spillerbudget i forhold til konkurrenterne ikke alene garanterer sportslig succes.

Det er altafgørende, at man nu formår at etablere sig i 3F Superligaen, så man ikke ender som de klassiske elevatorklubber, som man over en årrække har set det med bl.a. Lyngby Boldklub, Vejle Boldklub, AC Horsens, Silkeborg IF, Esbjerg fB og Viborg F.F. mfl.

Den kommende sæson tegner til at blive om muligt lige så kompetitiv og jævnbyrdig som den forgangne sæson. Det gælder også ud fra et økonomisk perspektiv, hvor de formodede konkurrenter i Sønderjyske Fodbold har øget spillerbudgettet, og amerikanske investorer er blevet minoritetsejere i Lyngby Boldklub. Læg dertil, at F.C. Københavns midler allokeret talentsektoren er større, end hvad flere af 3F Superliga-klubber kan mønstre i spillerbudget til førsteholdet alene.

I løbet af den forgangne sæson har egenudviklede spillere fået pænt med spilletid, heriblandt Oliver Ross, Malthe Højholt, Sebastian Otoa, Kasper Davidsen, Nóel Atli Arnórsson og Mads Bomholt. De tre førstnævnte var dog allerede en del af Superliga-truppen forud for nedrykningen.

AaB gør Superliga-comeback 19. juli, hvor FC Nordsjælland venter i Farum.