Ring på telefon: +45 96 30 17 00
JUBILÆUMSPORTRÆT: Niklas H. Andersen runder i dag 10 år her i virksomheden. Vi tegner et portræt af jubilaren, og her kommer vi bl.a. omkring, at ansættelsen hos Uni-way A/S ikke nødvendigvis lå i kortene dengang i 2013, ligesom Niklas gør sig sine refleksioner over sin karriere og Uni-way som arbejdsplads.

Et årti hos Uni-way A/S.

Denne milepæl runder vores speditør, Niklas H. Andersen, i dag (1. september). En flot bedrift, når man tænker på, at Niklas kun er i starten af 30´erne.

Tilbage i 2013 lå det end ikke i kortene, at han skulle være speditør, og det var da en helt anden uddannelse, han var i gang med. Oprindeligt er Niklas uddannet markedsføringsøkonom, så det var med det sigte, at han for godt 10 år startede i praktik hos Uni-way A/S.

Som markedsføringsøkonom-studerende skulle Niklas i første omgang promovere Uni-way A/S som virksomhed, hvorfor han fik ansvaret for opsætning af hjemmeside og SoMe. Det var der ikke fuldtidsarbejde i, og sideløbende med praktikopgaverne fik han for første gang smag på speditørarbejdet, idet han assisterede med bookinger samt forskellige arbejdsopgaver i samarbejde med bl.a. Claus Madsen og Palle Simonsen.

Niklas blev i løbet af praktikperioden mere og mere solgt på speditørfaget, men færdiggjorde dog sin oprindelige uddannelse. Da praktikperioden var nået til vejs ende, serverede han hummermadder til sine kollegaer. Man er vel ikke fiskersøn for ingenting.

Der florerer et par ´rygter´ om årsagen til de famøse skaldyr. Mens Niklas hævder, at var for at sige tak for denne gang, så er der blandt kollegaer historien om, at hummerne skulle ses som en jobansøgning. Måske ligger sandheden midt imellem, når man tænker på, hvad der efterfølgende er sket. Hvorom alting er: Niklas blev tilbudt jobbet som speditørelev hos Uni-way A/S og resten er som bekendt historie.

»Jeg synes, at det er imponerende, at vi kan holde den holdånd. Holdånden i dag er det samme som for 10 år siden, også selvom vi er vækstet dobbelt størrelse på medarbejdere (siden 2013, red.),«

Niklas H. Andersen om Uni-way A/S´ team spirit

Tilfældighedernes spil, men holdånden gjorde, at Niklas kom ombord

Som det ofte sker, blev det personlige netværk afgørende for at Niklas i første omgang endte hos Uni-way A/S i praktik og sidenhen blev fastansat. Ganske vist i en anden rolle end måske først antaget, men han blev solgt på jobbet.

Dels var der holdånden hos Uni-way A/S, og så var der drivet i speditørjobbet. Vi er i tidligere artikler kommet omkring, at det kan give et kick, når speditør-puslespillet går op i en højere enhed. Her fortæller Niklas om et par af årsagerne til, at han endte som speditør

”Jeg kunne rigtig godt lide Uni-way som virksomhed med den holdånd, der var og er, og den måde, hvorpå folk var på herude – det er også sådan jeg selv er. Jeg kan godt lide jargonen, og jeg kunne godt lide de folk, der var herude. Jeg synes, det er fedt at være her, og sådan har det været lige siden,” fortæller Niklas H. Andersen og uddyber:

”Det er fedt, når det går op, og at tingene lykkes. Det kan godt give et kick, når tingene passer sammen: Vognmændene får kørt, vi tjener penge og kunderne er tilfredse,” slutter han.

Fra elev til partner

Sammen med fire kollegaer blev Niklas pr. 1. april 2022 en del af medejerkredsen i Uni-way A/S. Noget af en udvikling, når man tager den oprindelige indgangsvinkel i forhold til praktikken.

Siden 2013 er der løbet meget vand i åen. Tænk bare på, hvad der siden er sket i verdensbilledet. Hos Uni-way A/S er medarbejderantallet tæt på fordoblet det seneste årti. Der var 15 ansatte dengang, og nu er vi 29 ansatte, og jobfunktionerne bliver også øget og udviklet.

”Jeg synes, at det er imponerende, at vi kan holde den holdånd. Holdånden i dag er det samme som for 10 år siden, også selvom vi er vækstet dobbelt størrelse på medarbejdere (siden 2013, red.),” fortæller Niklas H. Andersen.

Vores jubilar gør sig sine refleksioner over de forgangne 10 år. Han er gået fra at være en 22-årig knejt til nu at være en del af medejerkredsen i en mellemstor virksomhed. Måske endnu vigtigere: Niklas er nu familiefar til to, hvoraf det yngste familiemedlem kom til verden i juli måned.

Uni-way A/S ønsker Niklas H. Andersen et stort tillykke med den flotte milepæl.