Ring på telefon: +45 96 30 17 00
Endnu engang står den på jubilæum i kontinentafdelingen, idet partner og disponent, Palle Simonsen, 1. marts runder 25 år hos Uni-way A/S.

JUBILÆUMSPORTRÆT: Med ansættelse tilbage i foråret 2000 runder Palle ikke alene et skarpt hjørne, men er således også den nuværende medarbejder, der har været ansat virksomheden i længst tid.

Speditøruddannelsen blev taget på en handelsskole i Sønderjylland, og karrieren blev indledt med at servicere skibe hos den hedengangne aalborgensiske skibsmæglervirksomhed Rechnitzer, Thomsen & Co.

I et årti har Palle kørt parløb med primært Lars Nayberg på eksportdelen i kontinentafdelingen. Uni-way-tiden blev dog indledt med 1,5 år som disponent i indenrigsafdelingen, inden han blev flyttet til kontinentafdelingen import i samarbejde med Claus Madsen. Da Claus måtte hellige sig direktørjobbet i 2013, overtog Palle ansvaret for eksporten og afdelingen generelt. Gennem årene har Palle og co. videregivet deres erfaring til vores elever, hvoraf flere som bekendt stadig er ansat i firmaet.

Palle var en del af generationsskifteplanen, der blev igangsat i 2007, og siden da har han været medejer og senere medlem af bestyrelsen.

Jobbet som disponent kan medføre sene arbejdstider, men det er et udtryk for, at der er ’gang i butikken’. Opkald fra vognmænd eller chauffører efter fyraften hører efterhånden til sjældenhederne – det er udelukkende i særlige tilfælde.

I løbet af det seneste år har vi med med jævne mellemrum fejret jubilarer med tocifrede antal år, og der er lagt op til flere markeringer i det kommende år.

Palle fremhæver i interviewet forud for denne artikel, at teamfølelsen hos Uni-way A/S er helt speciel – både i arbejdstiden, men også til diverse arrangementer ’uden for banen’, ligesom også den obligatoriske fodboldsnak ved kaffemaskinen fremhæves. Og så gør det vel næppe alverden, at passionen for Liverpool F.C. deles med flere kollegaer.

Vi ønsker Palle et stort tillykke med de 25 år hos Uni-way A/S. Jubilæet fejres internt fredag 28. februar.