Ring på telefon: +45 96 30 17 00
Jan Rømer og Bo Lysegaard fra vores specialtransport-afdeling (internt afdeling 15) havde meget på hjerte – og bidrog med endnu flere guldkorn – undervejs i interviewet. Læs bl.a. om alt fra transport af eksotiske zoo-dyr til den samarbejdsånd, der hersker hos Uni-way A/S.

I Uni-way A/S´ specialtransport-afdeling sidder to erfarne herrer, som med egne ord har prøvet det meste i et langt arbejdsliv som speditør. Vi har i den forbindelse interviewet Jan Rømer og Bo Lysegaard, som i denne artikel sætter ord på, hvad såvel afdelingen som Uni-way A/S kan tilbyde som et unique selling point. Når vi nu taler om at have prøvet lidt af hvert i branchen, kan vi godt afsløre, at vi b.la. kommer omkring en usædvanlig transport senere i artiklen.

Specialtransportafdelingen så dagens lys i slut-80´erne, og vi lige have med, at Uni-way A/S fik det nuværende navn i april 1992, som følge af en sammenlægning af virksomhederne Unifragt ApS og Scan-Way A/S. Hos sidstnævnte virksomhed blev Jan Rømer ansat i 1984, og blev medejer af virksomheden allerede tre år senere. I begyndelsen var den primære godstype fjernvarmerør, som skulle transporteres af en nordjysk rørvirksomhed, som i mange år har været en loyal kunde her i virksomheden.

Som en godsbørs – det evige spørgsmål om udbud og efterspørgsel

Som årene er gået, er specialtransportafdelingen kun blevet mere specialiseret, fortæller Jan Rømer. Det gælder også på udvalget af trailere. Der er de klassiske nedbyggede udtrækstrailere til højt gods, men hos Uni-way A/S råder vi også over nogle sengetrailere, så vi kan disponere endnu højere gods. Rømer fortæller i samme ombæring, at afdelingen samarbejder med vognmandsvirksomheder, hvis der f.eks. er behov for blokvognstransporter til det helt tunge gods fra 40 og op til 100 tons.

Landbrugsmaskiner  herunder bl.a. traktorer  – er en af de primære godstyper , der transporteres i afdeling 15. Bo Lysegaard var i sit poetiske hjørne, da han vedlagde billedet nedenfor, for som han skrev i teksten, der ledsager billedet: ”Landmand søger kærlighed er som bekendt et populært TV-program, men to landmænd har allerede fundet kærligheden, og Uni-way A/S hjælper med at føre dem sammen.” Desuden er kabeltromler, generatorer, vindmøllekomponenter og motorbåde ikke usædvanligt gods at disponere.

Foto sendt af Bo Lysegaard

De såkaldte spildkilometer er som altid nøgleordet for speditørerne, og afdeling 15´s store styrke er, at der både er specialgods på ud og hjem, og det hjælper naturligvis også på dækningsgraden. Lysegaard sammenligner på sin vis dagligdagen med en børs. Han beskriver det således:

”Den måde, det kører på, er lidt som en børs; en godsbørs, kan man sige. Her er bilerne på den ene side, og godset på den anden side.  Det er et spørgsmål om udbud og efterspørgsel: Er der mange biler i markedet, så falder priserne og vice versa.”

Spørger man Rømer og Lysegaard om én af afdelingens største forcer, er det dels digitaliseringen, som bl.a. gør, at man kan søge tilladelser i de forskellige skandinaviske lande. Der er som sådan ikke en skandinavisk harmoni i de regler, der gælder, hvorfor det kan være vanskeligt at hitte rede i. Disse erfaringer skal jo ydermere gives videre til afdelingens øvrige speditører, for det er et komplekst stofområde.

Når det er sagt, er det ikke nødvendigvis kun negativt med ikke-harmoniserede regler. De komplekse forhold kan måske endda vise sig at være en fordel, for skulle det vise sig at blive ´noget lettere´, kan det måske få indflydelse på konkurrencefordelen i branchen.

For at give et eksempel på det komplekse er det værd at tage udgangspunkt i de såkaldte fixterminer. Det er en operation af de større, for der kan være tale om elementkørsel, hvor bilerne skal ankomme til en given destination på helt præcise tidspunkter – og sågar også i intervaller. Det er bare én ting, for selve planlægningen kan blive obstrueret af myndighedernes regler, og transporten skal typisk ledsages af følgebiler, og så skal det lokale politi måske adviseres.

»Jo mere besværlig en transport er, jo bedre er det for os, for det kan vi løse! Jo mere besværligt det er, jo større chance er der for, at vi bliver tilvalgt. Det er os, der kan løse de opgaver«

Bo Lysegaard om at løse enhver transporttype

Massiv erfaring

Vi har allerede været inde på Jan Rømers erfaring i branchen, og det er nok ikke løgn, når de fortæller, at de har prøvet lidt af hvert. Bo Lysegaard kan med sine 32 år i branchen – heraf omkring 16 år hos Uni-way A/S – sagtens påberåbe sig at have stor erfaring.

Erfaringen er afdelingens helt store force, og det er et unique selling pointfor kunderne. Ganske vist er prissætning for gods en dynamisk størrelse, men Jan og Bo har været med i gamet så længe, at de er effektive, når det kommer til at give kunderne prisen for godstransport.

”Folk ved jo, at vi er troværdige. Der er ingen tvivl om, at nøgleordet for vores afdeling er troværdighed, det er at vi er løsningsorienteret. Derudover er vi er hurtige til at prissætte, og ikke mindst præcise. Vi svarer 24-7, og vi har kunder i butikken, vi har håndteret altid,” forklarer Jan Rømer.

Kontinuiteten vægter højt for Bo og Jan, og det er endnu én af de store fordele. Når kunderne skal have et tilbud, så er det samme kontaktperson fra gang til gang, hvad enten det er Bo, Jan eller de øvrige speditører i afdelingen, Niklas, Frederik og Alex.

Denne kontinuitet gælder ikke mindst også blandt chaufførerne, for der er flere, der har kørt for Uni-way A/S siden ´butikken´ åbnede. Det er en kæmpe fordel for alle parter, og det kan være alt fra, hvordan godset skal surres fast, henover at sætte sig ind i de forskellige reglementer i de respektive skandinaviske lande, og så skal man heller ikke underkende kundekontakten.

Afdeling 15 bliver ofte tilvalgt, når opgaverne er mere komplekse eller specialiserede. Det er ikke nødvendigvis et spørgsmål om at matche priserne i branchen, men på den mest effektive måde at skræddersy et tilbud fuldstændig efter kundens behov.

”Vi plejer at sige: ´Des flere krav kunderne har, des bedre´. Dem, der har mange krav, er også beredte til at betale lidt ekstra for, at vi kan opfylde kravene,” forklarer Jan Rømer, og suppleres af Bo Lysegaard:

”Jo mere besværlig en transport er, jo bedre er det for os, for det kan vi løse! Jo mere besværligt det er, jo større chance er der for, at vi bliver tilvalgt. Det er os, der kan løse de opgaver,” fortæller Bo.


Samarbejde internt i afdelingerne og et godt renommé blandt kunderne

Afdeling 11, som vi portrætterede i seneste artikel, samt afdeling 15 har et helt naturligt samarbejde. Foruden erfaringsudveksling er det ikke usædvanligt, at afdelingerne bytter gods frem og tilbage. Dette medvirker både til en bedre indtjening, men også til en mindre miljøbelastning.  

Ja, selv med Norges-afdelingen (afdeling 12) er der et naturligt samarbejde, og det understreger meget godt, hvad Bo Lysegaard fortæller, at visionen i virksomheden er at vægte ´holdfølelsen´ højt, og internt bliver medarbejdergruppen også omtalt Team Uni-way.

Afdeling 15 har over den seneste håndfuld år været inde i en positiv udvikling. Det gælder både, hvad angår omsætning, men også i forhold til at slå navnet fast i branchen. Der er i den grad bare blevet bygget på over årene.


En vandbøffel til en svensk zoo

Rømer og Lysegaard havde meget på hjerte under interviewet til dette portræt, og til spørgsmålet om, hvorvidt de har skulle håndteret gods udover det sædvanlige. Som de flere gange har pointeret, har de prøvet lidt af det hele, men nedenstående historie er dog noget for sig.

Tilbage i tiden – hvornår ved vi ikke helt – fik Jan til opgave at transportere noget så usædvanligt som en vandbøffel. Dette gigantiske dyr skulle transporteres fra Kolmården Zoo ved Norrköping til Givskud Zoo. Naturligvis i tremmekasse og med dertilhørende fodrings- og vandingsplaner. Der er givetvis flere ´røverhistorier´ at dele ud af for de to speditører.

Bo og Jan vil her på falderebet slå et slag for kranlevering, for det er en meget gængs praksis i afdelingen. I den forbindelse fortæller Jan Rømer, at vi har kørt kranlevering for Randers Tegl i knap 40 år. Generelt er Uni-way A/S store på kranlevering rundt i hele Skandinavien, og det er noget, der i den grad er behov for.